Smithsonit – zinkens bløde glasur i blåt, grønt og rosa

Smithsonit med bløde, druede overflader i lyseblå og havgrøn med perlemorsglans på brun matrix

Af Mineralrigets redaktion · Publiceret 23. oktober 2026

Kort fortalt

  • Smithsonit er zinkkarbonat (ZnCO₃) og dannes, når zinkmalme forvitrer tæt på overfladen.
  • Den forekommer mest som bløde, nyreformede skorper oftest i hvidt, gråt eller brunt og sjældnere i blåt, grønt, lyserødt og gult.
  • Med en massefylde omkring 4,4 føles den tung, og hårdheden er kun 4 til 4,5.
  • Den gule variant kan indeholde cadmium, så stenen bør håndteres mindst muligt og opbevares i lukket vitrine.

Smithsonit ligner sjældent det, man forestiller sig ved ordet krystal. Den ligger som bløde, afrundede puder hen over stenen, med en glans, der minder om perlemor eller voks. Farverne spænder fra isblå og havgrøn til lyserød, citrongul og næsten hvid, og overfladen ser ud, som om nogen har hældt farvet glasur ud over klippen og ladet den stivne.

I denne artikel ser vi nærmere på zinkkarbonatet, der har lagt navn til en af verdens største museumsinstitutioner. Vi følger stenen fra de forvitrede zinkmalme, hvor den dannes, til de klassiske fundsteder i New Mexico, Namibia og Grækenland. Til sidst ser vi på pleje, ægthed og den rolle, stenen har fået i krystalmiljøet.

Godt at vide: Når vi i denne artikel omtaler smithsonittens tillagte egenskaber, beskriver vi tro, tradition og kulturhistorie. Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at sten har helbredende eller energetisk virkning, og de kan aldrig erstatte lægefaglig behandling eller rådgivning.

Hvad er smithsonit?

Smithsonit er zinkkarbonat med den kemiske formel ZnCO₃. Rent stof består af godt 52 procent zink, og resten er kulstof og ilt. Mineralet hører til i samme familie som calcit og rhodochrosit, og det deler deres trigonale krystalstruktur.

Slægtskabet er så tæt, at smithsonit danner blandingsrækker med rhodochrosit og jernkarbonatet siderit. Mangan eller jern kan altså overtage en del af zinkens pladser i gitteret. De mellemformer har haft deres egne navne, og en jernrig variant er kendt som monheimit.

Vil du vide mere om, hvordan mineraler inddeles efter deres kemi, kan du læse vores oversigt over de vigtigste mineralklasser. Smithsonit hører til karbonaterne, en gruppe, der rummer mange af de mest farverige mineraler fra oxidationszoner.

Navnet og manden bag

Stenen er opkaldt efter den engelske kemiker og mineralog James Smithson, der levede fra omkring 1765 til 1829. Han blev født i Paris som James Louis Macie og var søn af hertugen af Northumberland. I år 1800 skiftede han efternavn til Smithson.

Smithson studerede i Oxford og blev som ung optaget i Royal Society i London. Hans afhandling A Chemical Analysis of Some Calamines handlede om de zinkmalme, man dengang kaldte kalamin. Han kunne vise, at kalamin var en blanding af to forskellige stoffer, et karbonat og et silikat.

I 1832, tre år efter Smithsons død, gav den franske mineralog François Sulpice Beudant karbonatet navnet smithsonit. Silikatet kender vi i dag som hemimorfit. De to mineraler ligner hinanden så meget, at ordet kalamin i mange år blev brugt om dem begge, og forvirringen lever stadig hos nogle forhandlere.

Arven, der blev til et museum

Historien får en uventet drejning efter Smithsons død. Han testamenterede sin formue til sin nevø, og hvis nevøen døde uden arvinger, skulle pengene gå til USA. Nevøen døde barnløs i 1835, og Kongressen tog imod arven året efter.

Ifølge Smithsonian Institution selv var formuen mere end 500.000 dollar værd, da den blev overdraget i 1838. Institutionen blev oprettet ved lov i 1846, selvom Smithson aldrig besøgte USA. Hans egen mineralsamling, dagbøger og papirer gik tabt ved en brand i institutionens første bygning i 1865.

Der er noget stilfærdigt rørende ved, at en sten med så bløde farver bærer navnet på en mand, hvis efterladte gave blev til et af verdens største forsknings- og museumsmiljøer.

Sådan dannes smithsonit

Smithsonit er et sekundært mineral. Det dannes ved at et andet mineral bryder ned, og udgangspunktet er som regel zinksulfidet sfalerit, også kaldet zinkblende. Når en zinkmalm ligger tæt på overfladen, trænger ilt og regnvand ned gennem sprækkerne og forvitrer sulfiderne.

Den del af en malmforekomst kaldes oxidationszonen. Her frigøres zink, som reagerer med kulsyre fra vand og omgivende kalksten og udfældes som zinkkarbonat. Mange af de klassiske forekomster ligger derfor i kalkstensområder, hvor smithsonit kan erstatte selve kalken og danne store, sammenhængende malmlegemer.

I oxidationszonen får smithsonit ofte selskab af andre farvestærke mineraler. Hemimorfit, hydrozinkit og willemit er almindelige naboer, og hvor der også er kobber, optræder azurit, malakit og auricalcit. Et enkelt håndstykke kan på den måde fortælle hele historien om en malm, der langsomt er blevet nedbrudt.

Udseende: puder af farvet glasur

Smithsonit danner sjældent veludviklede krystaller. Langt det meste forekommer som nyreformede, druede eller kugleformede skorper, og geologerne bruger ordet botryoidal om den drueagtige vækst. Den kan også danne drypstensformer, jordagtige masser eller tætte lag.

Når krystallerne endelig dukker op, er de rhomboedriske og har ofte buede eller ru flader. Ifølge Handbook of Mineralogy kan krystallerne blive op til 10 centimeter, og Tsumeb i Namibia er kendt for fine stykker med store krystaller. Glansen er glasagtig til perlemorsagtig, og netop det bløde, satinagtige skær er stenens kendetegn.

Hvor kommer farverne fra?

Ren smithsonit er farveløs og gennemsigtig. Bitte små gitterfejl og en mangekornet vækst spreder lyset og gør stenen hvid og gennemskinnende. De stærke farver skyldes små mængder af andre grundstoffer.

  • Blå og grøn: kobber.
  • Lyserød til violet: kobolt, blandt andet kendt fra Tsumeb.
  • Gul: spor af cadmium, som ofte forklares med fine indeslutninger af cadmiumsulfidet greenockit. Den sennepsgule variant har det engelske kælenavn turkey fat ore, kalkunfedtmalm.
  • Brun og grå: jern og andre urenheder.

Forklaringerne er dog ikke helt afklarede. Ifølge International Gem Society har nogle lyserøde stykker, der blev solgt som koboltholdige, vist sig ikke at indeholde kobolt.

Farven kan skifte i bånd hen over samme stykke. Et snit gennem en nyreformet skorpe viser ofte lag i flere nuancer, ligesom årringe, der registrerer, hvordan væskerne har ændret sig over tid.

Lys i mørket

Nogle smithsonitter fluorescerer under ultraviolet lys. Ifølge Handbook of Mineralogy kan gløden være svagt grøn eller blå, men den varierer med fundstedet. International Gem Society nævner blandt andet rosenrød fluorescens fra England og lavendel fra Californien, så en UV-lampe kan afsløre forskelle, øjet ikke ser i dagslys.

Fysiske egenskaber

EgenskabVærdi
Kemisk formelZnCO₃
MineralklasseKarbonater
KrystalsystemTrigonalt
Hårdhed (Mohs)4–4,5
MassefyldeCa. 4,43 g/cm³
KløvningNæsten perfekt, rhomboedrisk
GlansGlasglans til perlemorsglans
StregHvid
BrydningsindeksCa. 1,62–1,85 (meget høj dobbeltbrydning)
FluorescensKan være svagt grøn eller blå, varierer med fundsted

Det mest overraskende tal er massefylden. Med omkring 4,4 gram pr. kubikcentimeter vejer smithsonit markant mere end de fleste sten, man forveksler den med. Tag et stykke i hånden, og det føles tungere, end øjet forventer.

Hårdheden på 4 til 4,5 betyder, at smithsonit kan ridses af en stålkniv og af kvarts. Læs mere om skalaen i vores artikel om Mohs’ hårdhedsskala.

De klassiske fundsteder

Smithsonit er kendt fra mere end tusind lokaliteter verden over. Nogle få fundsteder har dog skabt stenens ry blandt samlere, fordi farverne derfra er særligt rene.

Kelly-minen, New Mexico

Kelly-minen ligger i Magdalena-distriktet i Socorro County i New Mexico. Herfra kommer blå og blågrøn smithsonit, der er berømt verden over for sin farve og glans. New Mexico School of Mines erhvervede i 1938 samleren C. T. Browns samling, som især rummer stykker fra Kelly-minen.

Tsumeb, Namibia

Tsumeb er en af verdens mest berømte mineralminer, og den har leveret smithsonit i gule, lyserøde og grønne nuancer. Ifølge International Gem Society kommer det meste materiale, der er klart nok til facetslibning, fra Afrika, og Tsumeb leverer gullige, lyserøde og grønne krystaller af den slags.

Lavrion, Grækenland

De historiske miner i Lavrion-distriktet i Grækenland er kendt for blå og grønne smithsonitter. Ifølge Handbook of Mineralogy er mineralet rigeligt til stede her.

Sardinien, Mexico og Zambia

Minerne Masua og Monteponi på Sardinien gav dybt gule, båndede stykker, og de er i dag lukkede. Mexico, blandt andet Choix i Sinaloa og Santa Eulalia i Chihuahua, leverer en bred farvepalet med både lyserødt og tofarvet materiale. Fra Broken Hill i Zambia kendes små, klare krystaller.

Zink, messing og en gammel misforståelse

Længe før Smithson gav kalaminen sit navn, var stenen en vigtig råvare i Europa. Frem til slutningen af 1700-tallet var blandingen af smithsonit og hemimorfit, på tysk kaldet Galmei, en vigtig zinkkilde til fremstilling af messing.

Man varmede kobber sammen med kalaminen, så zinkdamp trængte ind i metallet. I lang tid troede man, at kalaminen var en slags farvestof, der gjorde kobberet gyldent. Det var i virkeligheden zinken, der skabte den nye legering.

På de zinkrige jorde omkring Aachen vokser i dag en sjælden, gul viol, der kun trives på netop den slags grund. Den er et lille levende minde om, at stenen har formet både landskab og industri.

Smithsonit i krystaltraditionen

I krystalmiljøet forbindes smithsonit især med ro og blidhed, hvilket måske hænger sammen med de dæmpede farver og den bløde glans. Inden for den tradition forbindes den med følelseslivet og knyttes til hjertechakraet og vandelementet, men der er tale om tro og symbolik, ikke om en dokumenteret virkning. Det er en moderne fortælling om en sten, der først fik sit navn i 1832, og den siger mere om, hvordan mennesker oplever farverne, end om mineralet selv.

Smithsonit som smykkesten

Smithsonit slibes oftest som cabochoner eller trommelpolerede sten. Den næsten perfekte kløvning gør facetslibning vanskelig, og facetterede sten over 10 karat regnes for usædvanlige. Den høje dobbeltbrydning kan få bagfacetterne til at se fordoblede ud i en klar sten.

Til smykker egner smithsonit sig bedst til vedhæng og øreringe, hvor stenen ikke får mange stød. Ringe, der bæres dagligt, slider hurtigt på overfladen. Ser du efter smykker med mere modstandsdygtige sten, kan vores guide til smykker med natursten hjælpe.

Ægte eller efterligning?

Smithsonit forveksles især med hemimorfit, og fordi mange stykker sælges som kalamin, er navnet alene intet bevis. Hemimorfit er et silikat og har en massefylde på cirka 3,5, mens smithsonit ligger omkring 4,4. Forskellen er tydelig, hvis du vejer et stykke og måler dets rumfang i vand.

Blå og grønne smithsonitter kan også ligne turkis, chrysopras, larimar og farvet calcit. Vær opmærksom på disse kendetegn:

  • Høj vægt i forhold til størrelsen.
  • Perlemorsagtig glans og ofte nyreformet, båndet struktur.
  • Farve, der ligger jævnt i lagene og ikke samler sig i sprækker.
  • Køb hos forhandlere, der oplyser fundsted og eventuel behandling.

Ifølge International Gem Society bliver nogle smithsonitter behandlet med olie for at øge glansen eller med en overfladebelægning. Karbonater bruser i varm syre, men en syretest ødelægger overfladen, så den bør aldrig bruges på en slebet sten.

Pleje og opbevaring

Smithsonit er en sart sten, og den kræver lidt omtanke. De vigtigste råd er:

  • Håndtér stenen så lidt som muligt, og læg den aldrig i blød.
  • Hold stenen væk fra syre, eddike, kalkfjerner og stærke rengøringsmidler.
  • Tag smykket af, før du bruger parfume, hårspray eller creme.
  • Opbevar smithsonit for sig, så hårdere sten ikke ridser den.
  • Undgå ultralydsrens og kraftig varme på grund af kløvningen.

Står stenen i en samling, trives den bedst i et lukket skab, hvor støv ikke sætter sig i de små fordybninger. Har du lige startet en samling, finder du flere gode råd i vores begynderguide til mineralsamlingen.

Sikkerhed

Smithsonit er zinkkarbonat, og et helt, uslebet stykke i en vitrine giver kun en lille risiko. Den gule variant kan dog indeholde cadmiumsulfidet greenockit, og cadmium er giftigt. Risikoen hænger mindre sammen med indholdet i stenen end med, om stoffet kan komme ind i kroppen som støv eller ved at blive slugt.

Slib, bor, knus eller bearbejd aldrig smithsonit selv, heller ikke vådt eller med åndedrætsværn. Hold håndteringen på et minimum, vask hænder bagefter, og opbevar stenen i en lukket vitrine, hvor børn og kæledyr ikke kan nå den. Brug den aldrig i drikkevand eller krystalvand, og undgå gul, cadmiumholdig smithsonit i smykker, der sidder mod huden i længere tid.

En stille sten med en stor historie

Smithsonit er født i de forvitrede rester af zinkmalme og har gennem århundreder både leveret metal til messing og skabt forvirring blandt mineraloger. Den bærer navnet på en kemiker, hvis arv blev til Smithsonian Institution. Og så er den, med sine bløde puder i blåt, grønt og rosa, en af de sten, der får selv erfarne samlere til at standse op.

Holder du en smithsonit i hånden, mærker du først tyngden og derefter glansen. Det er de to ting, der adskiller den ægte vare, og det er dem, der gør den værd at kigge på igen og igen.

Kilder og videre læsning

Skrevet af Mineralrigets redaktion med hjælp fra AI. Læs, hvordan artiklerne bliver til.