Svovl – det gule grundstof fra vulkaner, bakterier og krudt

Citrongule, gennemskinnelige svovlkrystaller med harpiksglans på hvid og grå grundmasse.

Kort fortalt

  • Svovl (S) er et gedigent grundstof, der som mineral danner gule, ortorombiske krystaller med hårdhed 1,5–2,5 og massefylde omkring 2,07.
  • Svovl dannes ved vulkanske fumaroler og af bakterier i gips- og anhydritaflejringer; de fineste krystaller kommer fra Sicilien og kan blive op til omkring 20 cm.
  • Ren svovl er lugtfri; lugten af rådne æg kommer fra svovlbrinte.
  • Mindst 85 procent af svovlen bruges til svovlsyre, og over halvdelen af syren går til kunstgødning.
  • Svovlkrystaller kan revne af kropsvarme, så de opbevares tørt ved jævn temperatur og holdes kun kort i fingerspidserne.

Tag en svovlkrystal i hånden og hold den lidt for længe, og du risikerer at give den revner. Selv kropsvarme er nok til at få det sarte mineral til at sprække. Det siger meget om svovl. Det er et af de få grundstoffer, der optræder rent i naturen som mineral, og det er både farvestærkt, blødt og bemærkelsesværdigt følsomt.

I denne artikel ser vi på, hvad svovl er kemisk og krystallografisk, hvordan det dannes ved vulkaner og i salt- og gipsaflejringer, og hvorfor det fylder så meget i verdens industri. Vi kommer også forbi Islands svovl i dansk historie, de blå flammer på Java og pleje af svovl i en samling.

Hvad er svovl?

Svovl er grundstof nummer 16 med symbolet S. Som mineral hører det til klassen af gedigne grundstoffer sammen med blandt andet guld, kobber og diamant. Du kan læse mere om klasserne i vores artikel om mineralklasser.

I et svovlmineral sidder atomerne ikke enkeltvis. De danner ringe af otte atomer, S8, der ligner små kroner med takker op og ned. Ringene pakkes sammen i et ortorombisk krystalgitter, og det er den form, du møder i naturen ved stuetemperatur.

Svovl er et af de grundstoffer med flest faste former, og der kendes over 30. Ved 95,2 °C omdannes den ortorombiske alfa-svovl til monoklin beta-svovl, og omkring 115 °C smelter den. Over 200 °C bliver smelten mørkerød. En anden monoklin form, gamma-svovl, findes i naturen som det sjældne mineral rosickyit.

Svovl i tal

EgenskabVærdi
Kemisk formelS (som S8-ringe)
MineralklasseGedigne grundstoffer
KrystalsystemOrtorombisk
Hårdhed (Mohs)1,5–2,5
MassefyldeCa. 2,07 g/cm³
GlansHarpiks- til fedtglans
FarveSvovlgul til honninggul, sjældnere grønlig, rødlig, brun eller grå
StregHvid
SpaltelighedUfuldkommen
BrudMuslet til ujævnt, skørt
BrydningsindeksCa. 1,96–2,25
SmeltepunktCa. 115 °C

To tal skiller sig ud. Hårdheden er så lav, at en fingernegl kan ridse de blødeste stykker. Brydningsindekset er derimod højt, omkring 2, og det giver rene krystalflader en kraftig glans.

Hvorfor er svovl gult?

Den gule farve hører til selve grundstoffet. Ren svovl er gul ved stuetemperatur, og farven ændrer sig med temperatur og molekyleform. Små mængder ringe med syv atomer, S7, får svovl til at se mere gul ud, og smeltet svovl bliver mørkerød.

Urenheder ændrer også farven. Indesluttet organisk materiale kan gøre svovl helt sort, og naturlige stykker kan være grønlige, rødlige, brune eller grålige. Svovl kan desuden indeholde små mængder selen og tellur. Krystaller fra Sicilien er kendt for at være klare og gyldne.

Og lugten?

Ren svovl lugter faktisk ikke af noget. Den velkendte lugt af rådne æg kommer fra svovlbrinte, H2S, og fra andre svovlforbindelser. Ved vulkaner og varme kilder siver svovlbrinte op sammen med dampen, og derfor forbinder vi svovl med den lugt.

Massive, jordagtige stykker svovl kan dog afgive en svag lugt, især hvis de opbevares fugtigt. Fugt kan få overfladen til at danne små mængder svovlbrinte.

Sådan dannes svovl

Svovl dannes i naturen ad to meget forskellige veje. Den ene er varm og vulkansk, den anden er kold og biologisk.

Ved vulkaner og fumaroler

Fumaroler er sprækker i vulkanske områder, hvor varme gasser strømmer op. Gasserne indeholder svovldioxid og svovlbrinte. Når de køler af og reagerer med hinanden, sætter ren svovl sig som gule skorper og krystaller rundt om åbningen.

Det sker langs hele Stillehavets ildring, fra Japan og Kurilerne til Chile, og i vulkanske områder som Yellowstone og Island. Varme kilder er også kendt for at afsætte andre mineraler, blandt andet cinnober, når gasser og opløsninger køler af.

Bakterier i salt og gips

Den største mængde naturlig svovl er dannet af bakterier. I aflejringer af gips og anhydrit, ofte sammen med halit, lever bakterier uden ilt. De bruger sulfat fra mineralerne til deres stofskifte og efterlader svovl og karbonat.

Det sker blandt andet i kappestenen over saltdomer. Den Mexicanske Golfs saltdomer i Louisiana og Texas er de bedst kendte eksempler. Typiske følgemineraler i den type forekomster er gips, anhydrit, halit, aragonit, calcit og celestin.

Man kan sige, at bakterierne har udvundet svovl af sulfat i millioner af år, længe før mennesker begyndte at gøre det samme i fabrikker.

Ved forvitring og grubebrande

Små mængder svovl dannes også, når sulfidmineraler som pyrit forvitrer. I gamle kulminer og malmminer, hvor der har været brand, kan svovl sætte sig som skorper på væggene. Disse forekomster er små, men kan give fine mikrokrystaller.

Klassiske fundsteder

Sicilien har leveret nogle af verdens fineste svovlkrystaller, især fra området omkring Agrigento, Cianciana og Racalmuto. Krystallerne er typisk dobbeltpyramider, og svovlkrystaller kan blive op til omkring 20 cm. Under den industrielle revolution var øen en af verdens vigtigste kilder til svovl.

Andre kendte fundsteder er Conil ved Cádiz i Spanien, Perticara i Italien, Machów ved Tarnobrzeg i Polen og El Desierto-minen i Bolivia. I USA er Maybee i Michigan og Yellowstone eksempler. Ved saltdomerne i Texas og Louisiana blev krystallerne til gengæld ødelagt af selve udvindingsmetoden.

Kawah Ijen: blå flammer og hårdt arbejde

Vulkanen Kawah Ijen på Java i Indonesien er kendt for sine blå flammer. Svovlholdige gasser strømmer ud af sprækker med temperaturer op til 600 °C og antændes, så de brænder med en blå flamme. Flammerne kan blive op til 5 meter høje og ses bedst om natten.

På kraterbunden ledes gasserne gennem keramiske rør, hvor svovlen kondenserer og flyder ud som en smelte, der størkner gul. Arbejdere bryder den løs og bærer 75–90 kg ad gangen op over kraterkanten. Kratersøen ved siden af er en af verdens mest sure søer med en pH-værdi, der er målt helt ned til under 0,3.

Svovl i historien

Svovl har været kendt siden oldtiden. Det nævnes i Biblen og hos Homer, og det gamle engelske navn brimstone betyder brændende sten. Det danske ord svovl kommer af middelnedertysk swavel og er beslægtet med latin sulfur.

Den første store anvendelse var krudt, som består af salpeter, trækul og svovl. Det gjorde svovl til en strategisk vare for europæiske stater. Danmark hentede svovl fra Island, og det blev renset i Svovlhuset ved Tøjhuset i København.

Kemisk blev svovl anerkendt som grundstof af Lavoisier i 1789, og Gay-Lussac og Thénard leverede vigtige beviser i 1809. Den danske kemiker W.C. Zeise lagde fra 1833 grunden til den organiske svovlkemi.

Frasch-metoden

I 1867 blev der fundet svovl i kappestenen over en saltdome i Louisiana. De lå dybt og var vanskelige at bryde med almindelig minedrift. Den tyskfødte amerikanske kemiker Herman Frasch løste problemet med en metode, hvor tre rør inden i hinanden blev boret ned i laget.

Gennem det yderste rør blev der pumpet overophedet vand ned, så svovlen smeltede. Trykluft gennem det inderste rør fik smelten til at skumme og stige op gennem det midterste rør. Den første smeltede svovl nåede overfladen juleaften 1894.

Metoden dominerede produktionen langs Golfkysten i årtier. Fra 1970’erne blev den udkonkurreret af svovl fra olie og gas, og den sidste Frasch-mine i USA lukkede i 2000.

Svovl i dag

I dag kommer det meste svovl fra raffinering af olie og naturgas. Svovlforbindelser fjernes fra brændstofferne, både for at mindske forurening og for at beskytte udstyr, og omdannes til ren svovl.

Langt det meste svovl, mindst 85 procent, bruges til at fremstille svovlsyre. Over halvdelen af svovlsyren går til kunstgødning, især fosfatgødning. Resten bruges blandt andet til vulkanisering af gummi, hvor svovl binder gummimolekylerne sammen og gør bildæk stærke og elastiske.

Svovl i rummet

Svovl er også en hovedperson uden for Jorden. Jupiters måne Io er det mest vulkansk aktive legeme i solsystemet med over 400 aktive vulkaner. Dens gule, hvide og rødbrune farver skyldes netop svovl og svovldioxid, som vulkanerne spyr ud.

Svovl i samlingen

Svovl er et populært samlermineral, fordi farven er så klar, og krystallerne kan være velformede. Det kræver dog mere omhu end de fleste andre mineraler. Disse kendetegn hjælper dig med at genkende det:

  • Klar gul farve og harpiks- til fedtglans.
  • Meget blødt og let i hånden.
  • Skørt med muslet brud.
  • Smelter ved lav temperatur og brænder med en svag blå flamme.

Gule mineraler som citrin og gul fluorit er langt hårdere og tungere. Svovl skiller sig også ud ved den lave vægt, som næsten minder om plastik.

Pleje og håndtering

Den vigtigste regel er at undgå varme og temperaturskift. Svovl er blødt og meget skørt og har en tendens til at revne ved selv mild varme som kropsvarme. Hold derfor krystallen i fingerspidserne eller på en lille plade, når du viser den frem.

  • Undgå at holde krystaller i hånden i længere tid.
  • Opbevar svovl tørt, mørkt og ved jævn temperatur, da fugt kan nedbryde overfladen.
  • Vask aldrig svovl i varmt vand, og brug ikke ultralydsrens.
  • Støv af med en blød pensel eller en forsigtig luftpust.
  • Hold svovl væk fra åben ild og varmekilder, da det er brandbart.

Svovl er ikke særlig giftigt i fast form. Støv kan dog irritere øjne og luftveje, og når svovl brænder, dannes den stikkende og giftige gas svovldioxid. Brænd derfor aldrig svovl indendørs, og opbevar stykkerne utilgængeligt for børn. Vil du bygge en samling med gode vaner fra starten, så se vores guide til at starte en mineralsamling.

Opsummering

Svovl er et gedigent grundstof, der i naturen danner gule, ortorombiske krystaller af S8-ringe. Det dannes ved vulkanske fumaroler og af bakterier i gips og saltaflejringer, og de fineste krystaller kommer fra Sicilien. Mineralet gav verden krudt, svovlsyre og vulkaniseret gummi, og i dag kommer det meste fra olie og gas.

Som samlerobjekt er svovl både farvestærkt og sart. Behandl det som et stykke frossen sollys, der helst skal ses og ikke holdes.

Kilder og videre læsning

Coverbillede: AI-genereret illustration. Illustration: AI-genereret (OpenAI).

Skrevet af Mineralrigets redaktion med hjælp fra AI. Læs, hvordan artiklerne bliver til.