Himalayasalt, dødehavssalt og epsomsalt – badesalt set med geologens øjne

Tre saltmineraler på en grå sten: lyserød halit, gråhvide saltkrystaller og klare nåleformede epsomitkrystaller

Kort fortalt

  • Himalayasalt er mineralet halit (NaCl) fra Salt Range i Pakistan, aflejret for omkring 600-540 millioner år siden, og prøver fra Khewra-minen er 96-99 procent natriumklorid.
  • Dødehavssalt er domineret af magnesium- og calciumklorid; i 1980’erne var kun cirka 30 procent af saltene i søen natriumklorid.
  • Epsomsalt er magnesiumsulfat med syv krystalvand (mineralet epsomit), opkaldt efter en bitter kilde ved Epsom i England, og fremstilles i dag mest industrielt.
  • Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at kroppen optager nævneværdigt magnesium gennem huden i et saltbad.
  • I EU er badesalt et kosmetisk produkt efter forordning (EF) nr. 1223/2009.

Et glas badesalt på kanten af karret ligner noget, der er lavet i et laboratorium. Men de lyserøde krystaller, det grå dødehavssalt og de små, klare epsomkorn er mineraler med hver sin geologiske historie. Den ene har ligget i en bjergkæde i Pakistan i over 500 millioner år, den anden er udfældet fra en sø, der svinder ind år for år.

I denne artikel læser vi de tre salte, som en geolog ville gøre det: Hvilke mineraler består de af, hvor kommer de fra, og hvordan opfører de sig i vand? Vi ser også på, hvad forskningen siger om saltbade, og slutter med den danske salthorst under Himmerland.

Salt er fordampet hav

Næsten alt salt i verden er dannet, når saltvand fordamper hurtigere, end det bliver fyldt op. Når vandet forsvinder, bliver opløsningen mere og mere koncentreret, og til sidst krystalliserer saltene ud. Geologer kalder den slags aflejringer for evaporitter, og de findes ofte sammen med gips, anhydrit og dolomit.

Det mest almindelige salt er mineralet halit, natriumklorid med formlen NaCl. Halit krystalliserer i det kubiske krystalsystem, og selv knuste korn har tendens til at kløve i små terninger.

Hårdheden er kun 2-2,5, og massefylden er omkring 2,17, så en saltkrystal er både blød og let. Læs mere i vores artikel om halit.

Ved siden af halit findes mere letopløselige salte med kalium og magnesium. Det gælder sylvin (KCl), carnallit, der er et kalium-magnesium-klorid med krystalvand, og bischofit (MgCl2·6H2O). Det er netop dem, der gør forskellen mellem de tre badesalte.

Himalayasalt – fra en bjergkæde i Pakistan

Himalayasalt brydes i Salt Range, en lav bjergkæde i Punjab i Pakistan syd for selve Himalaya, og hovedparten stammer fra Khewra-minen i Jhelum-distriktet, omkring 160 kilometer fra Islamabad. Salt Range er en del af et foldebælte, der er dannet ved kollisionen mellem Indien og Eurasien, og navnet er mere markedsføring end geologisk præcision.

Salt fra Jordens ungdom

Saltet tilhører Salt Range-formationen, der blev aflejret i Ediacara og tidlig kambrium for omkring 600-540 millioner år siden. Lagene består af krystallinsk halit blandet med kaliumsalte og dækket af mergel med gips, dolomit og enkelte lag olieskifer.

Da Indien kolliderede med Eurasien, blev lagene foldet og skubbet mod syd. Over saltlagene ligger i dag 200-500 meter andre sedimentlag. Hvis du vil se, hvor de aldre ligger i Jordens historie, kan du bruge vores geologiske tidsskala.

En gammel mine med søjler af salt

Ifølge en lokal legende blev saltet opdaget af Alexander den Stores hær omkring 326 f.Kr., da hestene slikkede på stenene. Den tidligste dokumenterede minedrift er fra 1200-tallet. I 1872 udbyggede briterne minen med en bedre vej, lagerhuse, vandforsyning og bredere tunneler.

Khewra brydes efter rum-og-søjle-metoden, hvor omkring halvdelen af saltet bliver stående som bærende søjler. Tunnelerne er i alt omkring 40 kilometer lange, og temperaturen holder sig på 18-20 grader året rundt.

Hvad giver den rosa farve?

Prøver fra Khewra består af 96-99 procent natriumklorid. Resten er små mængder af blandt andet calcium, jern, zink, magnesium og sulfat, hver især under én procent. Det er disse spor, der giver de rosa, røde og laksefarvede nuancer, mens enkelte krystaller er næsten klare.

Et australsk studie fra 2020 af Fayet-Moore og kolleger analyserede 31 prøver af lyserødt salt fra butikker. Mørkere salt og salt fra Himalaya-området indeholdt generelt flere mineraler, og én prøve havde et blyindhold over den australske grænseværdi for madsalt. Ifølge forskerne skulle man spise omkring seks teskefulde lyserødt salt om dagen, før mineralerne betød noget for kosten, og det er langt over anbefalet saltindtag.

Dødehavssalt – magnesium i stedet for natrium

Det Døde Hav ligger i Jordangraven på grænsen mellem den afrikanske og den arabiske plade. Overfladen lå i 2025 omkring 440 meter under havniveau, og søens bredder er dermed det laveste landområde på Jorden.

En helt anden kemi end havvand

Saltholdigheden var 34 procent i 2011, omkring 9,6 gange så høj som i verdenshavet. Massefylden ligger omkring 1,24 kilo pr. liter, så man flyder uden at gøre noget. Det mest interessante for en geolog er dog sammensætningen.

Havsalt består af omkring 85 procent natriumklorid. I Det Døde Hav var fordelingen i 1980’erne cirka 51 procent magnesiumklorid, 30 procent natriumklorid, 14 procent calciumklorid og 4 procent kaliumklorid. Indholdet af bromid er det højeste i noget vandområde på Jorden, mens sulfat næsten mangler.

Halit er mindre opløseligt end magnesium- og calciumklorid, så natriumkloridet krystalliserer ud først, når vandet fordamper. Tilbage i lagen bliver de mere opløselige salte. Det er blandt andet derfor, dødehavssalt smager bittert, for bischofit har ifølge Handbook of Mineralogy en bitter smag.

Et landskab i forandring

For 70.000-12.000 år siden lå der en større sø, Lisan-søen, som stod 100-250 meter over det nuværende niveau. Da klimaet blev tørrere, skrumpede den og blev saltere.

Længere tilbage i tiden aflejrede Sedom-lagunen stensalt, som nåede en tykkelse på 2,3 kilometer der, hvor Sodoma-bjerget ligger i dag. Tungere sedimenter har siden presset saltet op, og bjerget står nu som en 210 meter høj formation af halit.

Søen har svundet hurtigt ind siden 1960’erne, især fordi vandet fra Jordanfloden bliver ledt bort, og i 2015 faldt vandstanden omkring en meter om året. Industrien på sydsiden udvinder carnallit i store fordampningsbassiner og forarbejder det til kaliumklorid. Salte fra området bruges også i produkter til krop og hudpleje.

Et salt, der trækker fugt

Både carnallit og bischofit beskrives i Handbook of Mineralogy som delikvescente. Det betyder, at de trækker så meget fugt fra luften, at de til sidst opløser sig i den. Derfor bliver dødehavssalt hurtigt klumpet og vådt, hvis glasset står åbent på badeværelset.

Epsomsalt – et mineral opkaldt efter en engelsk by

Epsomsalt er magnesiumsulfat med syv krystalvand, MgSO4·7H2O, og den naturlige form hedder epsomit. Det er altså et sulfat, hvor de to andre salte er klorider. Smagen er bitter, og mineralet er blødt, med en hårdhed på 2-2,5 og en massefylde på kun 1,68.

Kvæg, en brønd og en kalkkilde

Ifølge historien gravede en landmand i 1618 en brønd på Epsom Common i Surrey, fordi hans kvæg ikke ville drikke vandet. Vandet var bittert af opløst magnesiumsulfat. Lægen Nehemiah Grew offentliggjorde i 1695 en undersøgelse af vandets indhold, og saltet blev siden kendt under byens navn.

Kilderne ved Epsom springer frem, hvor det porøse kridt i North Downs møder det tætte London-ler. Det er samme type kridt, som du kan læse om i artiklen om skrivekridt. I naturen danner epsomit ofte hvide skorper og udblomstringer på hulevægge og i miner.

Dagens epsomsalt er industrisalt

Det epsomsalt, der sælges i dag, kommer sjældent fra en kilde. Det udvindes fra udtørrede saltsøer eller fremstilles ved at lade magnesit eller magnesiumoxid reagere med svovlsyre. Det kan også laves ved at opløse mineralet kieserit og lade heptahydratet krystallisere.

Ifølge Handbook of Mineralogy afgiver epsomit let krystalvand i tør luft. Mister det ét vandmolekyle, bliver det til mineralet hexahydrit, MgSO4·6H2O. Opbevar det derfor i en tæt beholder, hvis du vil bevare de klare korn.

Hvad forskningen siger om saltbade

Saltbade omtales ofte med løfter om, at kroppen “optager mineraler” gennem huden. Den del af påstandene er bedst undersøgt for magnesium. Svaret er indtil videre nedslående for dem, der håber på meget.

Forskere med Uwe Gröber i spidsen gennemgik i 2017 litteraturen om magnesium gennem huden. De konkluderede, at påstanden om optagelse gennem huden ikke er videnskabeligt underbygget. Hudens yderste lag, hornlaget, er en fedtholdig barriere, og opløste magnesiumioner har meget svært ved at passere den.

Oversigten omtaler et forsøg fra University of Birmingham, hvor 19 personer tog bad i epsomsalt i syv dage, og hvor der blev målt en stigning i magnesium i blod og urin. Forsøget er kun offentliggjort på en hjemmeside fra brancheorganisationen for epsomsalt og aldrig i et fagfællebedømt tidsskrift, og Gröber og kolleger vurderer det som af tvivlsom kvalitet. Der mangler altså større og bedre studier.

For dødehavssalt findes et studie fra 2005 af Proksch og kolleger. Frivillige med atopisk, tør hud dyppede den ene underarm i 15 minutter i vand med 5 procent dødehavssalt og den anden i almindeligt vand. Forskerne målte bedre fugtindhold og mindre ruhed på den arm, der fik salt, men forsøget omfattede kun underarme, og sammendraget oplyser ikke antallet af deltagere.

Det er eksempler på de få undersøgelser, der findes, og ingen af dem er grundlag for at love bestemte virkninger. Har du spørgsmål om din hud eller dit magnesiumniveau, er det lægen, du skal tale med.

Badesalt som kosmetik

I EU er badesalt et kosmetisk produkt. Kosmetikforordningen, (EF) nr. 1223/2009, nævner i betragtning 7 badeprodukter som salte, skumbade, olier og geler. Efter artikel 2, stk. 1, litra a, er et kosmetisk produkt bestemt til at rense, parfumere, ændre udseende, beskytte, holde i god stand eller korrigere kropslugt.

Det er derfor de funktioner, et badesalt kan sælges på. Det, saltet med sikkerhed gør i karret, er at opløses, ændre vandets fornemmelse og ofte bære duft og farve. For mange er det mest varmen, duften og den rolige stund, der tæller.

Praktiske råd

  • Opbevar saltet tørt og tæt lukket. Dødehavssalt trækker fugt, og epsomsalt mister vand i tør luft.
  • Læs ingredienslisten på farvede og duftende badesalte, hvis du har sart hud.
  • Badesalt er ikke madsalt, og epsomsalt er heller ikke til at spise. Opbevar det utilgængeligt for børn.
  • Hold saltlamper og saltblokke væk fra kæledyr. Dyrlæger i New Zealand advarede i 2019, efter at en kat havde fået saltforgiftning af at slikke på en saltlampe.
  • Skyl karret efter badet. Salt fremmer rust på metal og kan efterlade hvide rande på fliser.

Hvis du vil have sten og salt til at fungere i et fugtigt rum, har vi samlet erfaringerne i artiklen om sten i badeværelset.

Danmarks eget salt

Danmark har også salt i undergrunden. I perm-tiden for omkring 257-251 millioner år siden lå Zechstein-havet over det nuværende Nordsøområde og Nordeuropa. GEUS’ saltundersøgelser beskriver fire cyklusser af Zechstein-evaporitter i det danske bassin med blandt andet anhydrit, stensalt og kalium- og magnesiumsalte.

Siden har saltet bevæget sig. GEUS beskriver saltpuder i trias og egentlige diapirer fra jura til i dag, og ifølge Den Store Danske kan en salthorst rejse sig flere tusinde meter over sin basis. Ved Hvornum vest for Hobro udvindes salt fra en salthorst, og saltlagen pumpes i en 26 kilometer lang rørledning til saltværket i Assens ved Mariager.

En anden salthorst ved Lille Torup bruges som naturgaslager. Vil du vide mere om Danmarks undergrund og de mineraler, du kan finde herhjemme, så læs artiklen om mineraler i Danmark.

Sammenfatning

Himalayasalt er halit fra Salt Range i Pakistan, aflejret for over 540 millioner år siden og farvet af små mængder andre stoffer. Dødehavssalt er domineret af magnesium- og calciumklorid og trækker fugt fra luften. Epsomsalt er et magnesiumsulfat opkaldt efter en kilde i England og fremstilles i dag mest industrielt.

Forskningen i saltbade er sparsom og giver ikke grundlag for løfter om virkninger. Geologisk er de tre salte til gengæld fascinerende eksempler på, hvordan fordampning, pladetektonik og tid laver mineraler, der ender i et badekar.

Kilder og videre læsning

Coverbillede – Illustration: AI-genereret (OpenAI)

Skrevet af Mineralrigets redaktion med hjælp fra AI. Læs, hvordan artiklerne bliver til.