Af Mineralrigets redaktion · Publiceret 31. oktober 2026
Kort fortalt
- Gul okker farves først og fremmest af goethit, rød okker af hæmatit (Fe2O3), og opvarmning gør gul jord rød.
- Umbra er en jordfarve med 5 til 20 procent mangan; i dag kommer den mest fra Cypern, hvor den blev afsat ved en gammel spredningsryg på havbunden.
- Ægte ultramarin er lazurit fra lapis lazuli, et kubisk silikat med hårdhed 5 til 5,5, hvis blå farve skyldes svovlionen S3−.
- Syntetisk ultramarin blev opfundet i 1826-1828 og laves af kaolin, natriumsulfat, soda, svovl og trækul.
- Historiske pigmenter som cinnober, auripigment, mønje og blyhvidt er giftige og skal håndteres så lidt som muligt og opbevares lukket.
Gå en tur langs et vandløb i Vestjylland, og du kan se bunden farvet rustgul. Det slam er okker, det samme stof som hulemalerne i Lascaux brugte til en gul hest for omkring 17.000 år siden. Malingens ældste farver er knuste mineraler, og mange af dem bruges stadig.
Denne artikel følger tre klassiske pigmenter fra sten til pensel. Okker og umbra er jordfarver, der farves af jern og mangan, mens ultramarin kommer fra lapis lazuli og var engang lige så kostbar som guld. Undervejs ser vi på, hvorfor kun nogle mineraler kan blandes i kalk, og hvilke farver danske kirker og vikingetidens bygninger blev malet med.
Hvad er et pigment?
Et pigment er et farvet pulver, der ikke opløses i det bindemiddel, det blandes med. Kornene ligger svævende i olie, æg, lim eller kalk og giver farve ved at opsuge noget af lyset og sende resten tilbage. Et farvestof opløses derimod helt, som når man farver uld.
Mineralpigmenter har tre fordele, der forklarer deres lange historie. De findes i naturen, de tåler lys, og mange af dem ændrer sig næsten ikke over århundreder. Ulempen er, at farveskalaen er begrænset af, hvad jorden har at byde på.
Okker: jernets gule og røde jord
Okker er en naturlig lerjord, der indeholder jernoxider blandet med ler og sand. Den gule farve kommer fra jern(III)-oxidhydroxider, først og fremmest mineralet goethit, som ofte optræder i den finkornede blanding, mineraloger kalder limonit. Den røde okker farves af hæmatit, Fe2O3.
Kornstørrelsen spiller også ind. Den såkaldte lilla okker har samme kemi som rød okker. Forskellen er større korn, som kaster lyset anderledes tilbage.
Gul og rød okker hænger tæt sammen kemisk. Opvarmes en gul, goethitholdig jord, afgiver den vand, og en del af jernet omdannes til hæmatit. Sådan laves brændt sienna af rå sienna, og jo længere opvarmningen varer, og jo mere jern jorden indeholder, desto dybere bliver den røde tone.
Menneskets ældste farve
Okker er den farve, mennesker har brugt længst. Arkæologer har fundet tegn på forarbejdning af rød okker i Afrika for omkring 300.000 år siden. I Blombos-hulen i Sydafrika ligger stykker af okker med indridsede mønstre, der er omkring 75.000 år gamle.
I Europa går linjen gennem hulemalerierne. Den gule hest i Lascaux er anslået til omkring 17.300 år, og hulen i Altamira i Spanien blev udsmykket med jordfarver over en lang periode, hvor de ældste tegn er dateret til omkring 36.000 år siden. Dateringerne af Altamira er dog stadig omdiskuterede.
Fra Provence til Sortehavet
De mest berømte okkerbrud ligger i Vaucluse i Sydfrankrig, omkring landsbyerne Roussillon, Rustrel og Gargas. Jean-Étienne Astier udviklede i 1780’erne en industriel metode til at vaske og sortere okkeren. I dag er bruddet ved Gargas det sidste i drift.
I antikken kom den fineste røde okker fra Sinop ved Sortehavet. Den blev solgt i forseglede klumper, og navnet levede videre i ordet sinopia, der blev betegnelsen for en række mørkerøde jordfarver.
Okker i danske vandløb
I Danmark kender de fleste okker som et miljøproblem. Store områder i Vest- og Sønderjylland har pyrit, jernsulfid, i jordbunden. Når vandmættet jord drænes, møder pyritten ilt og omdannes til svovlsyre og opløst jern, og pH kan falde helt ned til omkring 2.
Hvor jorden er fattig på kalk, når det sure, jernholdige vand ud i bækkene. Her iltes jernet og falder ud som rustgult slam. Omkring en fjerdedel af de vestvendte vandløb i Sønderjylland og Vestjylland er så belastede, at de ikke kan rumme et varieret dyre- og planteliv.
Siden okkerloven fra 1985 kræver dræning i de såkaldte okkerpotentielle områder tilladelse. Lavvandede okkersøer med tæt bevoksning kan fjerne op til 95 procent af det opløste jern. Kemisk er slammet i en dansk å i familie med pigmentet i en maletube.
Sienna og umbra: når mangan gør farven mørkere
Sienna og umbra er jordfarver af samme slags som okker. Begge indeholder jernoxider. Forskellen er indholdet af manganoxid, som trækker farven mod brun.
Rå sienna indeholder lidt manganoxid, som gør den mørkere end okker. Umbra har et markant højere indhold på 5 til 20 procent mangan og er derfor grønbrun til mørkebrun. Brændt umbra er mørkere og mere brun end den rå, der har et grønligt skær.
Navnet sienna kommer fra Siena i Toscana. Pigmentet blev gravet ved Arcidosso på bjerget Monte Amiata, og de italienske forekomster var næsten udtømte i 1940’erne. Umbras navn er omstridt: nogle peger på landskabet Umbrien, andre på det latinske ord umbra, skygge.
Umbra fra en gammel havbund på Cypern
Den vigtigste kilde til umbra er i dag Cypern, og her har pigmentet en usædvanlig geologi. Troodos-bjergene er et ofiolit, et stykke gammel oceanskorpe, der i dag ligger på land. I lavninger i de gamle lavaer ligger lag af jern- og manganrige sedimenter, og det er dem, der graves som umbra.
Geologen John F. Boyle viste i sin ph.d.-afhandling fra 1984, at de cypriotiske umbraer minder stærkt om de sedimenter, der i dag dannes ved toppen af Østpacifiske Ryg. De er dannet ved en spredningsryg, hvor varmt vand fra havbunden afsatte jern og mangan, og blev bevaret i forkastningslavninger i lavaen. Hazel Prichard og G. Maliotis beskrev i 1998, hvordan nogle af umbralagene senere blev gennemtrængt af kisel og fik et forhøjet guldindhold på 1 til 5 ppm.
Pigmentet i en tube brændt umbra stammer altså fra kemi ved en midtoceanryg. Det er en af de få farver i malerkassen, man kan føre tilbage til en bestemt pladetektonisk proces.
Elsket og forkætret
Umbra er uigennemsigtig, stabil og tørrer hurtigt i olie. Den blev brugt til undermaling, blev populær i 1700-tallets nederlandske landskabsmaleri og var en standardfarve på 1700-tallets europæiske paletter. Ikke alle var begejstrede, og englænderen Edward Norgate kaldte den i 1600-tallet en snavset og fedtet farve.
Pigmentet er modstandsdygtigt over for baser og svage syrer og reagerer ikke med cement eller de fleste opløsningsmidler. Det gør umbra og de andre jordfarver velegnede til kalk og puds, som vi vender tilbage til.
Ultramarin: blå fra lapis lazuli
Den dybe blå i middelalderens mest kostbare billeder kommer fra mineralet lazurit, hovedbestanddelen i lapis lazuli. Lazurit er et natrium-calcium-aluminiumsilikat med svovl, og Handbook of Mineralogy angiver formlen Na6Ca2Al6Si6O24[(SO4),S,Cl,(OH)]2. Det krystalliserer kubisk, har en hårdhed på 5 til 5,5 og en massefylde på omkring 2,4.
Farven skyldes en usædvanlig kemisk gruppe. Tre svovlatomer danner sammen en negativt ladet ion, S3−, og det er den, der giver den intense blå. Svovlet er altså farvens kilde, selv om mineralet for størstedelens vedkommende er et silikat.
Fra marmor i Hindu Kush
Lazurit dannes ved kontaktmetamorfose, når magma varmer kalksten op og omdanner den til marmor. Derfor sidder lapis lazuli ofte sammen med calcit, diopsid og små gyldne korn af pyrit. Den klassiske kilde er Sar-e-Sang i Badakhshan i det nordøstlige Afghanistan, hvor lapis er brudt i mere end 6.000 år.
Udgravninger viser, at lapis nåede Mesopotamien allerede i 5. årtusinde før vor tid, og egypterne fik stenen gennem handel med Mesopotamien. Som malerpigment dukker den først op i 500- og 600-tallets buddhistiske og zoroastriske huletempler i Afghanistan. Andre forekomster findes ved Bajkalsøen i Sibirien og i Chile.
Lige så kostbar som guld
At male med lapis kræver mere end en morter. Knuser man stenen direkte, bliver pulveret gråblåt, fordi calcit og andre mineraler fortynder farven. Maleren Cennino Cennini beskrev i 1400-tallet en metode, hvor pulveret æltes ind i smeltet voks, harpiks og olie og derefter æltes i en svag lud af træaske og vand.
De blå korn vaskes ud og synker til bunds, mens urenhederne bliver i klumpen. Processen blev gentaget mindst tre gange, og hver omgang gav en ringere kvalitet. Det færdige pigment kostede omkring ti gange så meget som råstenen, og til tider blev det i Europa værdsat på linje med guld.
Opfundet i en kalkovn
I 1814 bemærkede en mand ved navn Tassaert en blå belægning i en kalkovn hos Saint-Gobain. Den lignede ultramarin, og i 1824 udlovede Société d’Encouragement en præmie på 6.000 franc for en kunstig fremstilling. Jean-Baptiste Guimet fandt en metode i 1826 men holdt den hemmelig, og Christian Gmelin offentliggjorde sin i 1828.
Råvarerne er overraskende jordnære: hvid kaolin, natriumsulfat, soda, svovl og trækul. Blandingen brændes ved 700 til 750 °C uden ilt og iltes derefter forsigtigt ved 350 til 450 °C. Resultatet har samme blå svovlgruppe som lazurit, og den kaolinit, der indgår, er det samme lermineral, som bruges til porcelæn.
Ultramarin har én svaghed. Selv fortyndede mineralske syrer ødelægger farven på kort tid og frigiver svovlbrinte. I enkelte oliemalerier bliver overfladen gråligt misfarvet, og årsagen til denne såkaldte ultramarinsyge diskuteres stadig.
Farver, der tåler kalk
Kalk er stærkt basisk, og det tåler mange pigmenter dårligt. Nationalmuseets oversigt over kalkmaleriernes farver forklarer, at paletten var begrænset til pigmenter, som det basiske miljø ikke nedbryder. Rød jordfarve og gul okker er derfor blandt de mest almindelige farver i de danske kirkers kalkmalerier.
Andre farver har ændret sig over tid: azurit bliver med tiden grøn, og det er ofte den grønne tone, vi ser i dag. Cinnober, kviksølvsulfid, kan blive sort, og blymønje mørkner til mørk orange og brun. Ultramarin blev især brugt i romansk tid, og de grønne farver var kobberpigmenter som basisk kobberklorid og malakit.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler kalkægte jordfarver, når man kalker i dag, blandt andet okker, italiensk rød, engelsk rød, umbra og grøn jord samt ultramarin, bensort og kønrøg. Styrelsen bemærker, at næsten alle jordfarver i dag fremstilles kemisk. Farvepastaen kan udgøre op til 10 procent af hvidtekalken, og derfor er kalkfarver altid lyse.
Vikingernes palet
Også før kirkerne havde Danmark farver. En rapport fra Nationalmuseet, lavet for Sagnlandet Lejre, har under titlen Vikingetidens farvepalet samlet analyser af malingsrester fra blandt andet en planke fra Hørning stavkirke fra omkring 1060-1070 og fragmenter fra Nordhøjen i Jelling fra omkring 960.
Okker blev fremstillet både i Danmark og i udlandet, og rapporten regner det for et af de billigste pigmenter. Rød jernoxid findes flere steder i Europa og blev handlet billigt, og brændt umbra gav en brun tone. Blåt pigment fandtes næsten ikke, og den nærmeste blå var den blåsorte vivianit, et jern(II)fosfat med formlen Fe3(PO4)2·8H2O, som ifølge analyserne blev blandet med hvidt til en blågrå.
Rapporten er ærlig om grænserne. Okker og trækulssort kan være lavet lokalt, men forfatterne skriver, at vi ikke ved det. Som bindemiddel brugte vikingerne kogt linolie, limfarve og formodentlig æggetempera.
Sikkerhed med pigmenter
Jordfarverne okker, sienna og umbra består af jern- og manganoxider, ler og sand. Pulveret skal håndteres som andet fint mineralstøv: undgå at indånde det, bland det vådt, og vask hænder efter brug.
Flere historiske pigmenter er giftige. Auripigment er arsensulfid, cinnober er kviksølvsulfid, og mønje og blyhvidt er blyforbindelser. Et højt indhold af et giftigt grundstof er ikke i sig selv det farlige ved en hel stuff i en vitrine; risikoen opstår, når stoffet bliver til støv, opløses eller kommer i munden, og et løst pigmentpulver er derfor langt mere risikabelt end en hel mineralprøve.
Har du gamle pigmenter i dåser eller mineralprøver af disse stoffer, så rør dem så lidt som muligt og opbevar dem i en lukket vitrine eller beholder, utilgængeligt for børn og kæledyr. Slib, bor, knus eller bearbejd dem aldrig derhjemme, og tør dem ikke af med pensel eller klud. Vask hænder efter håndtering, og brug dem aldrig i drikkevand, krystalvand eller smykker, der sidder mod huden i længere tid.
Sammenfatning
Okker farves af goethit og hæmatit, og umbra og sienna får deres brune tone fra mangan. Den meste umbra kommer i dag fra sedimenter, der engang blev udfældet ved varme kilder på oceanbunden. Ultramarin stammer fra lazurit i afghansk marmor og blev fra 1820’erne erstattet af en syntetisk udgave lavet af kaolin, soda og svovl.
Næste gang du ser en kalket kirke eller en rustgul bæk, så tænk på, at det er de samme mineraler, der har farvet menneskets billeder i hundredtusinder af år.
Kilder og videre læsning
- Nationalmuseet: Kalkmaleriernes farver (pdf)
- Nationalmuseet og Sagnlandet Lejre: Vikingetidens farvepalet (pdf)
- Videnskab.dk: Mal dit hus i samme farver som vikingerne brugte
- Slots- og Kulturstyrelsen: Kalkning (pdf)
- Boyle, J.F. (1984): Origin and geochemistry of the metalliferous sediments of the Troodos Massif, Cyprus. University of Edinburgh
- Prichard, H.M. og Maliotis, G. (1998): Gold mineralization associated with low-temperature, off-axis, fluid activity in the Troodos ophiolite, Cyprus. Journal of the Geological Society
- Handbook of Mineralogy: Lazurite (pdf), opslået 31. oktober 2026
- Lex.dk: Okker
- Handbook of Mineralogy: Vivianite (pdf), opslået 31. oktober 2026
- Wikipedia: Cave of Altamira, opslået 31. oktober 2026
- Wikipedia: Ochre
- Wikipedia: Umber
- Wikipedia: Sienna
- Wikipedia: Ultramarine
- Wikipedia: Lazurite
Skrevet af Mineralrigets redaktion med hjælp fra AI. Læs, hvordan artiklerne bliver til.

