Af Mineralrigets redaktion · Publiceret 8. november 2026
Fakta om kimberlit
- Type: magmatisk bjergart fra Jordens kappe, en variant af peridotit (Wikipedia)
- Hovedmineraler: magnesiumrig olivin (forsterit) og karbonatmineraler
- Dannelsesdybde: omkring 150 til 450 kilometer
- Opstigning: 4 til 20 meter i sekundet (Wikipedia)
- Kendte rør i 2014: ca. 6.400, heraf ca. 900 med diamanter og ca. 30 i drift
- I rigsfællesskabet: diamantførende gange ved Garnet Lake i Vestgrønland (GEUS)
Næsten alle diamanter, der nogensinde er fundet, har gjort den samme rejse. De er dannet mere end 150 kilometer under vores fødder, har ligget stille i hundreder af millioner eller milliarder af år og er så blevet skudt op til overfladen på få timer. Transportmidlet er en sjælden og lidt mystisk bjergart, der hedder kimberlit.
I denne artikel følger vi kimberlitten fra dens fødsel i kappen til de gulerodsformede rør, som minearbejdere har gravet efter i halvandet århundrede. Vi ser på, hvad bjergarten består af, hvorfor den skal bevæge sig så hurtigt, og hvordan geologer finder den. Undervejs besøger vi to af verdens mest berømte huller i jorden.
Hvad er kimberlit?
Kimberlit er en magmatisk bjergart, som stammer fra Jordens kappe. Den er en variant af peridotit, den grønlige bjergart, der udgør det meste af den øvre kappe. Ifølge Wikipedia består den især af magnesiumrig olivin af typen forsterit og af karbonatmineraler.
Ved siden af hovedmineralerne optræder en række karakteristiske accessoriske mineraler. Det er krombærende pyrop-granat, kromdiopsid, magnesiumrig ilmenit, phlogopit, enstatit og kromit. Og en gang imellem diamant.
Kimberlit er sjælden. Den danner ingen store bjergkæder eller lavafelter. Den findes i små, lodrette rør og i tynde gange, som skærer sig op gennem meget gamle dele af kontinenterne.
Navnet og den første diamantfeber
Navnet kommer fra byen Kimberley i Sydafrika. I 1867 fandt den 15-årige Erasmus Jacobs en skinnende sten ved Oranjefloden nær Hopetown. Den viste sig at være en diamant på 21,25 karat, i dag kendt som Eureka-diamanten.
Fundet satte en diamantfeber i gang. Fra juli 1871 gravede tusindvis af minearbejdere på en lav bakke ved gården Vooruitzigt, og hullet voksede sig hurtigt dybt. Bakken blev til Kimberley-minen, og den bjergart, diamanterne sad i, fik senere navn efter byen.
Dannelsen: dybt nede i kappen
Kimberlitmagma dannes ved delvis smeltning af kappen på meget store dybder. Wikipedia angiver et interval på omkring 150 til 450 kilometer.
Smelten er usædvanlig rig på kuldioxid, vand og andre flygtige stoffer. Det er netop gassen, der giver kimberlitten dens enorme kraft, når den først begynder at stige.
Diamanterne er ældre end transportmidlet
Her er en vigtig pointe, som ofte misforstås. Kimberlit danner ikke diamanter. Diamanterne er dannet langt tidligere, og kimberlitten river dem blot med sig på vejen op, ligesom en elv river sten med sig.
Wikipedia oplyser, at de fleste naturlige diamanter er mellem 1 og 3,5 milliarder år gamle, mens de fleste kimberlitter er mellem nogle titals millioner og 300 millioner år gamle. Den samme kimberlit kan indeholde diamanter af flere forskellige aldre. Du kan læse mere om selve diamanten i vores artikel om diamantens egenskaber.
Diamanterne har ventet i kontinenternes dybe rødder. Under stabile kontinenter bliver diamant den stabile form af kulstof ved omkring 950 °C og et tryk på 4,5 gigapascal, hvilket svarer til ca. 150 kilometers dybde. De fleste naturlige diamanter er dannet mellem 150 og 250 kilometer nede.
Opstigningen: en ekspresrejse gennem skorpen
Kimberlittens opstigning er en af de hurtigste bevægelser, vi kender i geologien. Modeller beskrevet på Wikipedia viser, at magmaen stiger med 4 til 20 meter i sekundet, og at den selv sprænger sig vej gennem klipperne. Ved selve udbruddet kan hastigheden overstige 200 meter i sekundet.
Med 4 til 20 meter i sekundet tager en rejse på 150 kilometer kun mellem et par timer og et halvt døgn. Hastigheden er afgørende. Diamant er kun stabil ved højt tryk, og ved overfladen er grafit den stabile form af kulstof. Hvis en diamant blev opvarmet længe ved lavt tryk, kunne den begynde at omdannes.
Kimberlitten løser problemet ved at være hurtig. Diamanterne når op og køles ned, før de når at ændre sig. Ved overfladens temperatur er omdannelsen til grafit så langsom, at den kan tage millioner til milliarder af år, og diamanten er derfor i praksis permanent.
Gassen, der sprænger
Under opstigningen falder trykket, og gassen i magmaen udvider sig voldsomt, som når man åbner en rystet sodavand. Nær overfladen eksploderer blandingen af smelte, gas og knust klippe. Wikipedia beskriver udbruddene som hurtige og voldsomme med store udslip af kuldioxid.
Ingen mennesker har nogensinde set et kimberlitudbrud. Geology.com beskriver dem som ekstremt sjældne og fremhæver, at moderne mennesker aldrig har observeret et. De yngste sikkert bestemte kimberlitter er omkring 32 millioner år gamle. Lavaerne i Igwisi Hills i Tanzania kan stamme fra slutningen af sidste istid eller tidlig holocæn, men ikke alle forskere er enige om, at de er ægte kimberlit.
Kimberlitrøret: en gulerod i jorden
Udbruddet efterlader en karakteristisk struktur, der bliver fyldt op med knust kimberlit og sammenfaldne klippestykker. Formen beskrives ofte som en gulerod, der står på spidsen. Røret er bredt foroven og bliver smallere nedad, indtil det går over i tynde føderkanaler.
Geologer inddeler røret i tre zoner. Øverst ligger krateret, hvor udbruddet åbnede sig mod overfladen, ofte i en form, der minder om et maar-krater. Under krateret ligger diatremet, den kegleformede hoveddel fyldt med knuste brudstykker af kimberlit og sidesten. Nederst ligger rodzonen med gange af størknet magma.
Ifølge Wikipedia er rørene typisk mellem 75 meter og 1,5 kilometer i diameter ved overfladen. Gange og lagintrusioner af kimberlit er kun 1 til 4 meter tykke.
Xenolitter: kappestykker i transit
Kimberlitten river mange andre klippestykker med sig på vejen op. De kaldes xenolitter, fremmede sten. Nogle af dem er peridotit og granatperidotit fra kappen, og de er nogle af de få direkte prøver af Jordens indre, som forskerne kan holde i hånden.
Andre xenolitter er eklogit, en tung bjergart af granat og pyroxen. Diamanter kan stamme fra både peridotit og eklogit, og forskere skelner mellem de to typer ud fra kemien i små indeslutninger af granat inde i diamanterne. Indeslutningerne kan også dateres med radioaktive isotoper.
Kun få rør indeholder diamanter
De fleste kimberlitter er tomme for diamanter, i hvert fald set med en minearbejders øjne. Wikipedia oplyser, at man i 2014 kendte omkring 6.400 kimberlitrør. Kun omkring 900 indeholdt diamanter, og kun omkring 30 blev brudt.
Forklaringen er geografisk. Kimberlitten skal passere gennem et område, hvor der faktisk findes diamanter. Det sker kun under de ældste og mest stabile dele af kontinenterne, de såkaldte kratoner.
Kratonernes dybe rødder
Kratoner er store områder af kontinental skorpe, som har været stabile i milliarder af år. De fleste blev dannet i arkæikum for 4 til 2,5 milliarder år siden. Under kratonerne er litosfæren mere end dobbelt så tyk som de almindelige omkring 100 kilometer.
De tykke, kolde rødder strækker sig ned i den dybde, hvor diamant er stabil. Her kan diamanterne ligge beskyttet i milliarder af år. Det forklarer, hvorfor de store diamantminer ligger i gamle kontinentområder som det sydlige Afrika og Sibirien. Ifølge USGS’ beskrivende model for diamantrør trænger de fleste rør op gennem kratonområder, der har været stabile siden tidlig proterozoikum.
Kimberlit i Grønland
Også Grønland har diamantførende kappebjergarter. Ved Garnet Lake nær Sarfartoq i Vestgrønland har GEUS beskrevet en diamantførende gang, der er op til 4,25 meter tyk og blev dannet for omkring 568 millioner år siden. Den består mest af aillikit, en beslægtet sjælden bjergart, og i mindre grad af kimberlit.
Indikatormineraler: sporet, der leder til røret
Kimberlitrør ligger ofte gemt under jord, sø eller is. Geologer finder dem ved at lede efter de mineraler, kimberlitten efterlader, når den forvitrer. Mineralerne spredes med floder og gletsjere og danner et spor, der kan følges tilbage til kilden.
De vigtigste indikatormineraler er krombærende pyrop-granat, kromdiopsid, titanfattig kromit og magnesiumrig ilmenit. Wikipedia fremhæver, at de er sjældne i andre magmatiske bjergarter, og det gør dem værdifulde som spor. Den dybt violetrøde pyrop og den smaragdgrønne kromdiopsid er lette at genkende i en sigtebakke.
Du kan læse mere om granatfamilien i vores artikel om granat og om pyroxenerne i vores artikel om diopsid.
Store huller i jorden
Kimberlitrør bliver typisk brudt som åbne miner, der følger røret ned. Resultatet er nogle af de største menneskeskabte huller på Jorden.
The Big Hole i Kimberley
Kimberley-minen, kendt som The Big Hole, blev gravet fra 1871 til 1914. Op til 50.000 minearbejdere arbejdede med hakker og skovle. Hullet blev gravet til en dybde af 240 meter og er 463 meter bredt, og over 22 millioner ton klippe blev fjernet.
Udbyttet opgives forskelligt, til mellem 2.720 og 3.000 kilo diamanter, svarende til 13,6 til 14,5 millioner karat. Hullet er i dag delvist fyldt op igen til omkring 215 meters dybde, og bunden står under omkring 40 meter vand.
Mir i Sibirien
Mir-minen i Jakutien i det østlige Sibirien er endnu større. Kimberlitten blev fundet i juni 1955, og den åbne mine er over 525 meter dyb og omkring 1.200 meter i diameter. Brydningen i dagbrud sluttede i 2001 efter 44 år.
Når diamanten ikke kommer fra kimberlit
Kimberlit er den vigtigste primære kilde til diamanter, men den er ikke den eneste. Argyle-minen i det vestlige Australien var i en periode verdens største producent af diamanter målt på mængde. Minen lukkede i 2020. Her sad diamanterne i lamproit, en anden sjælden kappebjergart.
Mange diamanter findes også i sekundære forekomster. Når et kimberlitrør forvitrer, frigives diamanterne, og floder kan transportere dem langt væk. Diamanten er hård og tung, og den samles i grus og sand sammen med andre modstandsdygtige mineraler. Eureka-diamanten fra Oranjefloden er netop et eksempel på et sådant flodfund.
Kimberlit i en samling
For samlere er kimberlit en sjælden, men fascinerende bjergart. Frisk kimberlit er mørk grøngrå med synlige korn af olivin, granat og glimmer i en finkornet grundmasse. Ved overfladen omdannes olivinen let af vand, og bjergarten bliver hurtigt mere blød og grumset.
Et stykke kimberlit uden diamanter er en direkte prøve fra en af Jordens mest ekstreme transportprocesser. Kombineret med et par løse pyrop-granater og en kromdiopsid fortæller det hele historien om rejsen fra kappen. Har du lyst til at bygge en samling op, kan du finde råd i vores begynderguide til mineralsamlingen.
Kort fortalt
Kimberlit er en sjælden kappebjergart, der dannes mindst 150 kilometer nede og stiger op med flere meter i sekundet. På vejen river den diamanter og kappesten med sig og efterlader et gulerodsformet rør, når den eksploderer nær overfladen. Diamanterne er langt ældre end kimberlitten og har ventet i kontinenternes dybe rødder.
Kun en lille del af de kendte kimberlitrør indeholder diamanter, og næsten alle ligger på gamle kratoner. Geologer finder dem ved at følge sporet af indikatormineraler som pyrop og kromdiopsid. Vil du vide mere om, hvordan bjergarter og mineraler opstår, kan du læse vores artikel om mineralers dannelse.
Kilder og videre læsning
- Wikipedia: Kimberlite
- Wikipedia: Diamond
- Geology.com: Diamonds from coal?
- Wikipedia: Craton
- Wikipedia: Kimberley Mine (The Big Hole)
- Wikipedia: Mir mine
- Wikipedia: Eureka Diamond
- Wikipedia: Diamond inclusions
- Wikipedia: Igwisi Hills (opslag 8. november 2026)
- Wikipedia: Argyle diamond mine (opslag 8. november 2026)
- USGS Bulletin 1693: Descriptive model of diamond pipes (opslag 8. november 2026)
- GEUS: Kimberlite and related rocks from Garnet Lake, West Greenland (opslag 8. november 2026)
Skrevet af Mineralrigets redaktion med hjælp fra AI. Læs, hvordan artiklerne bliver til.

