Af Mineralrigets redaktion · Publiceret 6. november 2026
Kort fortalt
- Solsten er feldspat med aventurescens: et metallisk glimt fra tynde, parallelle skæl af hæmatit, goethit eller kobber.
- Den klassiske solsten er oligoklas fra Tvedestrand i Sydnorge, mens Oregon i USA leverer gennemsigtig solsten med kobber.
- Oligoklas har en hårdhed på 6–6,5 på Mohs’ skala og en perfekt spaltelighed, så stenen bør beskyttes mod hårde slag.
- Guldsten er et kunstigt glas med kobberkrystaller, som ofte forveksles med solsten.
- Middelalderens islandske “solsten” var et andet mineral, måske islandsk dobbeltspat. Det vides ikke sikkert.
Drej en solsten langsomt i hånden, og pludselig tænder den. Et øjeblik ligner stenen bare en laksefarvet eller honninggul feldspat, men i den rette vinkel blusser tusindvis af små, kobberrøde gnister op inde i den. Effekten minder om solnedgang over vand, hvor lyset brydes i små glimt på overfladen.
I denne artikel ser vi på, hvad solsten er, og hvorfor den glitrer. Vi rejser til Tvedestrand i Sydnorge, hvor den klassiske solsten blev fundet, og til Oregon i USA, hvor en anden type udvindes i dag. Undervejs får du råd om ægthed, forvekslinger og pleje, og til sidst ser vi på navnet og den nordiske fortælling om vikingernes solsten.
Godt at vide: Når vi i denne artikel omtaler solstenens tillagte egenskaber, beskriver vi tro, tradition og kulturhistorie. Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at sten har helbredende eller energetisk virkning, og de kan aldrig erstatte lægefaglig behandling eller rådgivning.
Hvad er solsten?
Solsten er en betegnelse for feldspat, der viser et glitrende skær kaldet aventurescens. GIA oplyser, at både de kaliumholdige feldspater og plagioklasfeldspaterne har en solstensvariant. Navnet beskriver altså en optisk effekt og ikke et bestemt mineral.
Den klassiske solsten er oligoklas. Oligoklas er en plagioklas, der ligger mellem albit og anorthit i sammensætning, med 10 til 30 procent af anorthitkomponenten. Den kemiske formel skrives (Na,Ca)(Al,Si)4O8, fordi natrium dominerer, og mineralet krystalliserer i det trikline system.
Navnet oligoklas blev givet af den tyske mineralog August Breithaupt i 1826. Det kommer af græske ord for lidt og at brække, fordi man troede, at mineralet kløvede mindre perfekt end albit. Berzelius havde allerede to år forinden genkendt mineralet som en selvstændig art.
Farverne
Solstenens grundfarve spænder fra næsten farveløs over gul til orange, rød og rødbrun. GIA nævner også grønne sten. Farven og glimtet hænger tæt sammen, for de stammer ofte fra de samme bittesmå indeslutninger.
De mest eftertragtede sten har en varm, gennemskinnelig grundtone og et tæt, jævnt glitter. Nogle sten er så fyldt med indeslutninger, at hele overfladen funkler. Andre har kun få, store glimt, der dukker op som enkelte stjerner i et mørkt felt.
Hvorfor glitrer solsten?
Aventurescens opstår, når lys kastes tilbage fra små, flade og spejlende indeslutninger i stenen. Ifølge Wikipedia består de af rødt kobber, hæmatit eller goethit. De er tynde som skæl og ligger parallelt med stenens kløvningsplan.
Fordi alle skællene vender samme vej, reflekterer de lyset på én gang. Holder du stenen i den rette vinkel, ser du et stort glimt. Drejer du den en smule, slukker skæret igen, ligesom solens spejling i en rude, der kun blænder fra ét bestemt sted.
I den norske oligoklas er det hæmatit, der giver den rødlige glans. Hæmatit er et jernoxid, og i tynde flager er det gennemskinneligt rødt, hvilket giver solstenen dens varme farve. I Oregon-solsten er det derimod gedigent kobber, der står for glimtet.
Beslægtede skær
Aventurescens er beslægtet med andre lysfænomener i feldspat. I labradorit skyldes det blå og grønne skær lysets interferens i tynde lag inde i krystallen. I månesten giver lag af to feldspater et blødt, blåhvidt skin.
Solstenens glimt er mere metallisk og punktvist end de to andre. Den samme grundlæggende effekt kendes fra aventurin, hvor små plader af glimmer i kvarts får stenen til at glitre. Familien af glitrende sten har således flere medlemmer med hver deres mekanisme.
Fysiske egenskaber
Solstenens fysik er feldspattens. Den har en god hårdhed til smykker, men en tydelig spaltelighed, som kræver lidt omtanke. Tallene herunder gælder primært oligoklas-solsten.
| Egenskab | Værdi |
|---|---|
| Mineral | Feldspat, klassisk oligoklas |
| Kemisk formel (oligoklas) | (Na,Ca)(Al,Si)4O8 |
| Krystalsystem | Triklint |
| Hårdhed (Mohs) | 6–6,5 |
| Massefylde | 2,63–2,66 g/cm³ |
| Brydningsindeks | 1,533–1,552 |
| Spaltelighed | Perfekt efter {001}, mindre perfekt efter {010} |
| Streg | Hvid |
| Farver | Farveløs, gul, orange, rød, rødbrun, grøn |
| Optisk effekt | Aventurescens fra hæmatit, goethit eller kobber |
Kilde: Handbook of Mineralogy (oligoklas) og GIA, opslået 6. november 2026. GIA angiver brydningsindeks 1,537–1,547 for oligoklas-solsten.
Med en hårdhed på 6 til 6,5 på Mohs’ hårdhedsskala ligger solsten lige under kvarts. Den tåler daglig brug i øreringe og vedhæng, men kan ridses af sand og støv. GIA angiver 6–7,2 for solsten samlet, fordi flere feldspater er med under navnet.
Hvor dannes oligoklas?
Oligoklas er et almindeligt mineral. Ifølge Wikipedia findes det især i de mere kiselrige magmatiske bjergarter, blandt andet i dybbjergarter som granit, syenit og diorit og i mange metamorfe bjergarter som gnejs. Det optræder også i vulkanske bjergarter som andesit og trachyt.
Det er altså de små skæl af hæmatit eller kobber, der gør en almindelig oligoklas til solsten. Uden dem er stenen en lys, ret anonym feldspat. Med dem bliver den en af de mest levende sten i feldspatfamilien.
Tvedestrand: den norske solsten
Den klassiske solsten kommer fra Tvedestrand i Sydnorge. Wikipedia beskriver rødlige, kløvbare masser af oligoklas i gnejs, der glitrer metallisk på grund af indlejrede hæmatitskæl. Området regnes historisk for det bedst kendte fundsted for solsten.
Arendal ligger kun et kort stykke mod sydvest. Ifølge Wikipedia kommer de bedst udviklede krystaller af oligoklas fra årer i granit ved Arendal.
Den norske solsten har en rødlig tone, og glimtet sidder som et slør af gnister i stenen. Den er et godt eksempel på, hvordan et almindeligt mineral kan blive en smykkesten, når de rette indeslutninger er til stede.
Andre fundsteder
Wikipedia nævner også Sverige, området ved Bajkalsøen i Sibirien, flere steder i USA og nogle strande i South Australia. Solsten er altså spredt over hele kloden, men kvaliteten varierer meget.
Ved Det Hvide Hav i Rusland findes en irisérende varietet af oligoklas, der kaldes belomorit. Den blev opdaget i 1925 af den russiske mineralog Alexander Fersman. Belomorit har et irisérende skær, der minder mere om månesten end om solsten.
Oregon-solsten: kobber i krystallen
I delstaten Oregon i det vestlige USA udvindes en særlig type solsten. Den er gennemsigtig og indeholder gedigent kobber, og ifølge Wikipedia bliver farven dybere, jo mere kobber stenen indeholder. Krystallerne kan blive ret store.
GIA nævner gule, røde, grønne og farveløse sten blandt solstenene. GIA fremhæver Oregon-solsten som et naturligt og ubehandlet produkt fra USA.
Oregons lovgivende forsamling udnævnte solsten til statens ædelsten i 1987. Det har givet stenen en status i USA, som minder om ravets plads i Danmark. Vil du læse om Nordens egen glødende smykkesten, har vi en artikel om rav.
Ægthed og forvekslinger
Solsten er en af de sten, hvor imitationer er almindelige. Det skyldes især et kunstigt glas med kobberkrystaller, der kaldes guldsten eller goldstone. Det sælges ofte som perler og små figurer og kan let forveksles med ægte solsten.
Wikipedia beskriver guldsten som et glas, der smeltes med kobber under iltfattige forhold, så små kobberkrystaller udskilles i massen. En af de oprindelige fremstillingsprocesser blev opfundet af familien Miotti i Venedig i 1600-tallet. Bortset fra udseendet har glasset og solstenen intet til fælles.
Sådan kender du forskel
Der er et par enkle tegn, der kan hjælpe dig, inden du køber:
- Glimtet: I guldsten ligger gnisterne tilfældigt spredt og glimter fra alle vinkler. I solsten ligger skællene parallelt og lyser især op i bestemte vinkler.
- Farven: Den mest almindelige guldsten er rødbrun, men der findes også andre farver. Solsten har ofte variationer i grundfarven.
- Prisen: Store, perfekte stykker til lav pris er sjældent ægte solsten.
- Forhandleren: Køb hos forhandlere, der kan oplyse mineral og fundsted.
Et gemmologisk laboratorium kan afgøre sagen ved at måle brydningsindeks og massefylde. Glas har ingen krystalstruktur og opfører sig anderledes end feldspat under polariseret lys. Du kan læse mere om forskellen i vores artikel om hvad et mineral er.
Andesin-sagen
I begyndelsen af 2000’erne dukkede røde og grønne sten op på markedet under navnet andesin. De blev solgt med angivet oprindelse i Kina og lignede solsten. Ifølge Wikipedia viste det sig, at de fleste af stenene var kunstigt farvet ved kobberdiffusion.
Senere blev ubehandlet rød andesin fra Tibet dog bekræftet af flere uafhængige grupper af anerkendte gemmologer. Sagen viser, at selv eksperter kan have svært ved at skelne behandlede og naturlige sten med det blotte øje. Ved dyre køb er et certifikat fra et uafhængigt laboratorium derfor en god investering.
Solsten i smykker
Solsten slibes oftest som cabochoner, hvor den bløde, hvælvede overflade får glimtet til at bølge hen over stenen. Helt gennemsigtigt materiale facetslibes af og til, og her kombineres stenens farve med funklen fra facetterne. Begge typer passer godt i fatninger af guld, der understreger den varme tone.
Feldspattens spaltelighed betyder, at solsten kan flække ved hårde slag. Øreringe, vedhæng og broscher er derfor de mest sikre valg. Vil du bruge den i en ring, så vælg en beskyttende fatning og tag ringen af ved hårdt arbejde, som vi beskriver i vores guide til smykker med natursten.
Pleje og opbevaring
- Opbevar solsten for sig selv i en blød pose, så den ikke ridses af hårdere sten.
- Rengør med lunkent vand, mild sæbe og en blød børste.
- Undgå ultralydsrens og damprens, da indeslutninger og kløvning kan give revner.
- Undgå pludselige temperaturskift og hårde slag.
Navnet og nordens solsten
Navnet solsten deles af to helt forskellige ting. I islandske kilder fra 1200- og 1300-tallet omtales en sólarsteinn, der kunne vise solens position på en overskyet himmel. Fortællingen Rauðúlfs þáttr beskriver, hvordan man holdt stenen op mod himlen for at se, hvor lyset strålede fra stenen.
Den danske arkæolog Thorkild Ramskou foreslog, at vikingernes solsten var et polariserende mineral, enten cordierit eller islandsk dobbeltspat, som er en klar form for calcit. Store norske leksikon peger på dobbeltspat som det mest sandsynlige. Ideen er populær, men forsøg på at genskabe metoden har vist sig vanskelige.
Feldspatsolstenen har altså intet med vikingernes navigation at gøre. Den har fået sit navn efter det varme, solagtige glimt. I dele af krystalmiljøet forbindes stenen i dag med solens symbolik. Den forbindelse er en moderne tradition, der udspringer af udseendet og navnet, og ikke en dokumenteret virkning.
Opsummering
Solsten er feldspat med aventurescens, et metallisk glimt fra tynde skæl af hæmatit, goethit eller kobber. Den klassiske solsten er oligoklas fra Tvedestrand i Norge, mens Oregon i USA leverer gennemsigtig solsten med kobber. Stenen har en hårdhed på 6 til 6,5 og bør beskyttes mod slag.
Guldsten af glas er en udbredt imitation, og andesin-sagen har vist, at behandlede sten kan nå langt ud på markedet. Køb derfor med omtanke og hos forhandlere, der kender stenens oprindelse. Belønningen er en sten, der gemmer en lille solnedgang og først viser den, når du drejer den mod lyset.
Kilder og videre læsning
- Wikipedia: Sunstone
- GIA: Sunstone
- Wikipedia: Oligoclase
- Wikipedia: Goldstone (glass)
- Wikipedia: Sunstone (medieval)
- Store norske leksikon: Solstein
- Handbook of Mineralogy: Oligoclase (opslag 6. november 2026)
- Handbook of Mineralogy: Hematite (opslag 6. november 2026)
Coverbillede: Illustration: AI-genereret (OpenAI).
Skrevet af Mineralrigets redaktion med hjælp fra AI. Læs, hvordan artiklerne bliver til.

